Finanskrisen er det store tema i medierne. Præmissen for debatten og artiklerne går dog desværre stort set kun på, hvordan man løser krisen. Ingen eller få artikler og debattører har det standpunkt at frimarkedsøkonomien (kapitalismen), er ved at udvikle sig til en moderne samfundsmæssig katastrofe – som desværre er tilfældet. Til stor morskab noterer jeg mig også hvor populær Keynes teorier pludselig er blevet blandt de neoliberale, den absurditet vil jeg ikke komme nærmere ind på, men blot konstaterer at det åbenbart ikke handler om idealer, men om hvem der har magten – ikke ligefrem nogen overraskelse, men alligevel.
Hvad er finanskrisen egentlig for en størrelse? I en meget forenklet version, kan den bedst beskrives som et værktøj, der er gået i stykker. Penge er jo bare noget der skal repræsenterer en værdi, ikke noget der selv har en reel værdi. Pengene skal bare hjælpe os med en nemmere byttehandel, så vi slipper for at slæbe 5 grise med hen i computerforretningen, når vi fx skal bruge et nyt grafikkort til pc’en.
Værdien af pengene tillægges af verdens nationer, der sidder som garant for at bytte-værktøjet (pengene) har den værdi de nu ansættes til. Den værdi ansættes ud fra landets aktiver (BNP). Finanskrisen handler om spekulation i værdier. Man kan sige, at nogle har narret nogle andre til at tro, at noget er mere værd end det i virkeligheden er. En naturlig konsekvens af et system der tillader økonomisk spekulation. Det undre mig at flere ikke kan se, hvor amoralsk dette samfundssyn er. Det tilskynder ganske enkelt til en form for lovlig svindel, hvor den enes brød er den andens død.
Med tanke på den verserende finanskrise og almindelig menneskelig anstændighed, bør spekulation i dens nuværende form forbydes. Aktier er en slags virksomhedsvaluta, og fungerer lidt ligesom penge. Man kan også sige at et lands valuta er en slags statsaktie. Virksomheder skal vurderes af en offentlig instans, der skal sikre at aktiekapitalen ikke overstiger virksomhedens reelle værdi. Derfor skal virksomhedens samlede værdi ansættes ud fra værdien af produktionsmidlerne og lagret, sammenholdt med tidligere års regnskaber, og realistiske forventninger i begrænset omfang.
Banker og forsikringsselskaber skal nationaliseres. Banker fordi ansvaret for den nationale og globale økonomi ikke skal ligge hos en økonomisk magtfuld elite, men derimod i demokratiet. På den måde kan man også sikre, at låntagerne rent faktisk producerer noget samfundsgavnligt. Ligesom man kan også sikre, at bankens kunder får rådgivning i egen interesse - ikke i bankens. Forsikringsselskaber fordi det ville være etisk korrekt, at alle står til ansvar for alle. Heri ligger også et værdimæssigt signal der måske kunne skabe en norm, der ikke handler om ”den enes død, den andens brød”, som jo netop er det det nuværende frimarkedssamfund bygger på. Man kan vel nærmest sige, at grundpillen i markedsøkonomien netop defineres ud fra denne tænkning, og dermed den tænkning der gennemsyrer hele vores samfund. Trist normsæt for ”civiliserede” mennesker.
Ikke ligefrem sympatisk – og det er måske også en af årsagerne til, at folk bliver mere og mere afstumpede i deres jagt på penge, om det så er en direktør i et ”legitimt” firma, der ikke skænker hverken miljø eller mennesker en tanke i jagten på profit, eller om det er en gangster på gaden, der skyder folk for det samme.
At stærke militære nationer gør det samme i jagten på naturressourcer, som man fx har gjort i Irak, hvor man invaderede et land, med op i mod en million døde til følge (ifølge The Lancet) indsatte en provisorisk regering, der solgte landets ressourcer til multinationale virksomheder, gør ikke den mentale opdragelse af Jordens befolkning bedre. Who’s the fuckin’ terrorists? En frustreret araber med en bombe spændt om maven, eller en koalition af lande der opfører sig som beskrevet?
Tiden er inde til at gå fra modarbejde, som konkurrencen i frimarkedsøkonomien jo er, til et globalt samarbejde om de ressourcer planeten byder på. Alle har ret til mad i maven, medicinsk behandling, et sted at bo og uddannelse. Det er fx absurd at en familie, eller en enlig mor må fraflytte sin bolig pga. dårlig økonomi, uanset om det udspringer af dårlige private dispositioner, eller markedsmæssige konjunkturer. Alle har ret til et sted at være. Derfor skal alle borgere når de fylder 18 tilbydes en passende statsgaranteret bolig, tidligere hvis nødvendigt, ligesom der skal tilbydes passende boliger til par og familier når det er påkrævet. Med statsgaranteret mener jeg at staten dækker, hvis der af forskellige årsager skulle være problemer med likviditet.
Markedsøkonomien er afhængig af en uendelig øget produktion for at kunne opretholde sig selv, et af paradokserne ved kapitalismen – Jorden har nu engang sine geografiske begrænsninger. Hvor mange mennesker kan planeten brødføde og tilbyde et værdigt liv? Hvilket omfang af ukultiveret natur ønsker vi at bevare? Dette burde være spørgsmål vi forsøgte at besvare – og handle derefter.
Et andet af kapitalismens paradokser er, at den uvægerligt fører til det monopol den påstår at være i mod. Mejeribranchen er et godt dansk eksempel. Her blev andelsmejerierne udkonkurreret at store landsdækkende mejerier som Kløvermælk der senere blev en del af MD Foods, og nu er fusioneret med Arla, der er blevet det næststørste europæiske mejeriselskab, nummer syv på verdensplan. Det hellige kapitalistiske konkurrenceelement fører altså nærmest til en slags markedsfascisme. Denne markedskontrol bør selvfølgelig varetages af demokratiet - ikke af profitorienterede privatpersoner.
Behov, sund fornuft og videnskab skal selvfølgelig afgøre, hvad der skal produceres – ikke profitorienterede privatpersoner.
Magten over økonomien skal selvfølgelig ligge i folkestyret – ikke hos profitorienterede privatpersoner.
Der skal opnås globale aftaler nationerne imellem. Det er ganske enkelt idioti, at tillade de globale virksomheder at spille nationer ud imod hinanden. Nationer der konkurrerer om lave skatter, slækning af miljøkrav og andre fordele for at lokke virksomheder til, og dermed håbe på udvikling og nedsivningseffekt. Gevinsten for landet der ”vinder” virksomhedens gunst er desværre bare sjældent stor – ofte endda med negativ gevinst. Stor kan omkostningerne dog hurtigt blive for miljø, og for de landes befolkninger, hvis regeringer accepterer lavere mindstelønninger og går på kompromis med arbejdernes sikkerhed. Mange steder i verden oprettes ligefrem frimarkedszoner, hvor landets normale love og arbejdsmarkedsregler sættes ud af kraft, og fagforeninger forbydes, for at lokke virksomheder til. De eneste rigtige vindere er dog desværre altid virksomhederne der øger deres profit, og smutter i samme øjeblik, et andet land kan tilbyde endnu lempeligere regler, med endnu mere menneskeligt armod til følge.
Et godt dansk eksempel er Mærsk, der truer både regeringer og medier hvis noget går virksomheden imod. Bare en debat om ændring af selskabsskatten, får virksomheden til at udflage skibe. Og den tidligere industriminister måtte gå af, da han afviste at indfører en favorabel låneordning for nybygning af skibe. En kvindelig chefredaktør på Berlingske Tidende blev fyret da avisen skrev, at det var A.P.Møller der stod bag denne låneordning for skibe. Ligesom en senere chefredaktør på samme blad blev afskediget da han omtalte Mærsks involvering med nazisterne under 2. Verdenskrig. Dette er samtidigt et godt eksempel på det betænkelige i den kommercielle udnyttelse af medierne, såvel skjult, som i dette tilfælde, men også når reklamer og mærkevarer får lov til at præge kulturen, eller ligefrem dominerer den, som vel må siges at være tilfældet.
Vi må ikke se bort fra at det uendelige bombardement af reklamer, udover promoveringsaspektet for produktet, er en propagandering for en uhæmmet forbrugskultur. En forbrugskultur der er med til, at forværre klimaforandringerne, grundet et unødvendigt misbrug af Jordens begrænsede naturressourcer. Oven i købet et forbrug, hvor forbruget ikke længere handler om behov og funktionalitet, men mere om en luftig påtaget kommerciel livsstil, der påbyder dig at have de nyeste mærkevarer, nyeste køkkendesign (køkkenbordet og de gamle skabe var jo gode nok – og det var jo kun farven på køleskabet du havde et problem med) osv. Ville det ikke være bedre at ressourcerne gik til at forhindre, at børn fødes i papkasser under åben himmel, og senere dør af sult eller mangel på medicin, der ville have kostet 10 kroner om dagen. Ligger livskvaliteten i et par Armani et eller andet, eller i oplevelser med litteratur, filosofi, kunst, rejser, lege, sport, eller anden fysisk og mental kreativ udfoldelse? Personligt føler jeg mig mest rig, når jeg oplever nyt, tilegner mig viden, lære fra mig, spiller hockey, og når jeg hjælper nogen, altså når jeg handler og gør en forskel.
Den økonomiske elites ekstravagance fremstår nærmest ubeskrivelig absurd i sammenligning med flygtningelejre og andre katastroferamte områder, eller lande hvor sult er en del af dagligdagen. Lokalbefolkninger der fordrives fra hele øgrupper, for derefter at opfører luksusressorter i milliardklassen, er bare et af mange groteske eksempler på et helt urimeligt forbrug, og misbrug af mennesker. I bibelsk kontekst en dødssynd, og hvis vi dertil lægger næstekærligheden, eller manglen på samme, er der sgu mange der er på vej i helvede. Jeg forstår ikke, at folk vælger et system der tillader den slags - for ingen kan vel fornægte verdens elendigheder.
Globale regler er en nødvendighed, for at komme den slags problemer til livs. Fx en skat for virksomheder der opererer på tværs af landegrænser, og en fælles global beslutning om produktion og fordeling af fødevarer, så alle får dækket deres behov for ernæring. Globale arbejdsmarkedsregler er der også stor brug for, så konkurrencen mellem nationerne, ikke får negative følger for de fattigste, som den slags konkurrence altid gør.
Det kan ikke være meningen, at folk skal slås ihjel pga. konkurrencen om ressourcer. Det kan ikke være rigtigt, at nogle mennesker skal sulte, mens andre kan frådse i overdådighed.
Folk er, for min skyld, velkomne til at være rige, så længe alle får deres basale behov opfyldt - noget det ikke burde være det store problem, at overkomme med nutidens teknik og logistiske muligheder. Når alle menneskers basale behov er opfyldt, kan man for min skyld, sagtens have et materialistisk kapløb, i den udstrækning planeten tillader det.
Finanskrisen handler om hvem der sidder på den økonomiske magt – noget vestlige nationer nu hjælper en lille økonomisk elite til at fastholde, med diverse hjælpepakker og økonomiske indsprøjtninger. Den almindelige skatteyder, finansierer altså det system der udnytter ham. Det er jo absurd, og ikke mindst direkte tåbeligt.
Befolkningen får altså regningen, når det kapitalistiske system fejler, med aktiemarkedets illusoriske værdiopfattelse, og bankers uigennemtænkte udlån og amoralske spekulative investeringer. Banker skal, som før nævnt, selvfølgelig nationaliseres, og spekulation i sin nuværende form stoppes. Investeringerne skal styres af folkevalgte, af etiske årsager, for fx at forhindre investeringer i virksomheder der opererer i, og handler med, diktaturstater, eller virksomheder der tilsidesætter anstændig behandling af dens arbejdere, med fx dårlig løn og arbejdsforhold – af miljø- og klimamæssige årsager, for på den ene side, at fremme grønne tiltag, på den anden for, at begrænse en uhensigtsmæssig udnyttelse af Jordens begrænsede ressourcer. En nationalisering af bankerne er derfor den eneste demokratiske og miljømæssige forsvarlige løsning på ”krisen”.
Alt taler for en kraftig indskrænkning af frimarkedsøkonomiens råderum, det være sig begrundet i, et ukontrolleret spekulationsmarked, et uigennemskueligt bankvæsen, virksomheders undergravelse af demokratiet ved påvirkning af medier og politikere, virksomheders promovering af en inhuman forbrugskultur, den store ulighed mellem rig og fattig, det økonomiske systems promovering af et sygt Darwinistisk samfundssyn, og mange andre uheldige effekter. Da problematikkerne er globale, skal der også findes globale løsninger. Altså en global lovgivning, med en global skattepolitik, i det mindste for multinationale virksomheder.
Penge er bare et værktøj, den reelle værdi ligger i dig og mig, og de ressourcer Jorden byder på, og dem er der ingen forandring sket med, de er nu, plus/minus et par kameler, en pose gulerødder, og en udledning af ca. 40.000 millioner ton CO2 gasser, nøjagtig, som de var før finanskrisen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på H. C. Andersens eventyr, ”Kejserens nye klæder”.
